- Kjærsgaard og den degenererede kunst

Pia K. sætter sig på kulturmillioner

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, skal repræsentere partiet i såvel Statens Kunstråd som Statens Kunstfond

Dansk Folkepartis partileder, Pia Kjærsgaard, skal de næste fire år sidde med i Statens Kunstråd og Statens Kunstfonds repræsentantskaber. Dermed placerer partilederen sig selv på to sæder i dansk kulturliv, som hvert år uddeler en lille halv milliard kroner i støtte til kunsten i Danmark.

»Nu skal jeg selvfølgelig ind og se, hvor meget man rent faktisk kan påvirke, men jeg har da tænkt mig at sige min mening, og jeg håber da, at det kan være med til at bringe mere fokus på kulturpolitikken – det må kunstnerne da også være interesseret i«, siger Pia Kjærsgaard.

I går langede partilederen voldsomt ud efter kulturpolitikken i et stort interview i Politiken. Hun beskyldte kulturminister Carina Christensen (K) for ikke at turde provokere. Hun langede ud efter en lille kulturelite, som agerer venstrefløjspolitikere, der driver had mod hende selv og Dansk Folkeparti i stedet for at koncentrere sig om at lave kunst. Hun efterlyste politikere, der turde tage støtten fra kunstnere, som hævder, at det er kunst at partere en hest eller hælde afføring på glas. Og hun revsede den ordning, som har givet 275 kunstnere et livslangt legat fra Statens Kunstfond.

Netop de legater skal Pia Kjærsgaard nu selv til at varetage, da det er repræsentantskabet for Statens Kunstfond, der uddeler dem.

»Jo, men det bliver da spændende. Jeg mener fortsat, at man bør støtte unge kunstnere, som er på vej frem, i stedet for dem, som allerede tjener masser af penge. Men nu må vi se – jeg regner jo med, at der er nogen, der bliver indstillet, og så må vi jo vurdere kandidaterne derfra«, siger Pia Kjærsgaard.

Statens Kunstfond og Statens Kunstråd uddeler som nævnt omkring en halv milliard kroner hvert år.

Repræsentantskabernes opgaver består først og fremmest i at udpege repræsentanterne til de udvalg, som rent faktisk sidder og uddeler penge til projekter, drift og personer i dansk kunst og kulturliv.

Men derudover holder repræsentantskaberne øje med både rådet og fondenes regnskaber, ligesom en ny lov betyder, at de to repræsentantskaber hvert år skal arrangere end større konference om kulturlivets vilkår i Danmark.

Og Pia Kjærsgaard sender en klar besked til sine skeptikere – hun er ikke kommet for at tie stille.

»Jeg mener altså det her alvorligt, og alle dem, som måtte have fordomme om, hvad jeg ved om kulturlivet, de kan godt tro om igen. Jeg ved faktisk temmelig meget, og jeg har tænkt mig at levere et stykke seriøst arbejde«, siger hun.

I det danske kulturliv får nyheden om Pia Kjærsgaards indtræden i repræsentantskaberne en blandet modtagelse. Interviewet i Politiken i går har gjort formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Jan Thielke, nervøs for, hvad Kjærsgaard vil bruge sin nye position til.

»Hun siger, at det ikke er kunst, når Bjørn Nørgaard parterer en hest, og når man kommer lort på dåse. Men det var noget, der skete i henholdsvis 1969 og i 1962 – det gør mig lidt bekymret for, om ikke hun repræsenterer noget lidt gammeldags«, siger Jan Thielke.

»Hun langer også ud efter de livslange legater. Men de penge er jo i dag så små, så hvis Pia Kjærsgaard vidste lidt om det her, så ville hun vide, at kunstnere i dag er den gruppe, der lever for færrest penge i hele samfundet, og jeg frygter, at de nu får det endnu værre«, siger han.

»Så hvis det her handler om, at hun bare skal have en ny platform, hvor hun kan slå nogle slag i luften uden at vide, hvad kulturlivet går ud på, så synes jeg ikke, det er ret godt«, siger forfatterformanden.

Hos Danske Billedkunstnere er formanden, Jan Balling, mere positiv. Han siger, at han ikke deler synspunkter med Pia Kjærsgaard i kulturpolitikken, men finder det dog forfriskende, at hun siger, hvad hun mener.

»Hun får da sendt en provokation af sted, som kan skabe noget debat. Og det er jo da helt befriende, at der er en politiker, som prøver at få kulturen på dagsordenen«, siger han»Så er det jo lidt paradoksalt – ja, det er vel nærmest selvironisk – at hun nu skal være med til at administrere livstidslegaterne. Men der er jeg nu enig med hende, de penge kunne bruges bedre, end de bliver brugt nu«, siger han.

I Dansk Skuespillerforbund er formand Katja Holm nervøs for, at Kjærsgaard vil fjerne en del af diversiteten i dansk kultur.

»Jeg er meget bekymret over, at hun skal sidde i de repræsentantskaber. Hun er i den seneste tid blevet en smagsdommer. Hun har gjort kulturlivet i Danmark til en flok venstreorienterede kunstnere, der hader Dansk Folkeparti og ser det som sin opgave at udrydde partiet – men der er altså andre ting her i verden, der er vigtigere end Dansk Folkeparti«, siger hun.

»Og så er jeg bange for, at hun vil ensrette kulturen. Hun virker ikke, som om hun er glad for diversiteten i kunst og kultur, og det ville virkelig være et problem«, siger Katja Holm.


Kilde / Politiken




Kommentar :

Kunst under Nationalsocialismen i Tyskland, i 30'erne


NS-kulturpolitikken krævede realistisk-heroisk kunst og bandlyste bl.a. den ekspressionistiske kunst som "entartet" (degenereret)

Kunstnere og kulturarbejdere blev i begyndelsen af NS-styret stillet over for rivaliserende institutioner og holdninger. Rigets propagandaminister, Joseph Goebbels, konkurrerede med NSDAP´s chefideolog, Alfred Rosenberg, men også føreren for "Deutschen Arbeitsfront" (DAF), Robert Ley, blandede sig. I september 1933 skabte Goebbels et "Reichskulturkammer" inden for sit eget ministerium og med sig selv som præsident. I modsætning til Rosenberg satte Goebbels i et vist omfang pris på moderne kunst, især de to nordtyske ekspressionister, billedhuggeren og forfatteren Ernst Barlach og kunstmaleren Emil Nolde. Man udstillede stadigt moderne kunst i 1933.

Til sidst afgjorde Hitler personligt striden om ekspressionismen. På rigspartidagene i 1933 og 1934 udtalte han sig endnu ikke entydigt i konflikten mellem Rosenberg og Goebbels, men den 11. september 1935 afviste han endegyldigt den moderne kunst. Goebbels ændrede kurs og forfulgte nu ivrigt den moderne kunst, der fra da af blev bandlyst som "entartet" (dekadent).

NS-kulturpolitikken forlangte og støttede "naturlig skønhed" og "renhed", f.eks. i form af realistisk-heroisk kunst, der relaterede til "hjemstavnen og jorden" og "det nordiske menneske". Den slesvig-holstenske hjemstavnskunst, der var udviklet i det 19. århundrede og stort set var upåvirket af modernismen, forblev uantastet: landskabs- og kystmalerier udført med traditionelle teknikker var velkomne. Mange kunstnere tilpassede sig med succes, som Heinrich Eduard Linde-Walther eller Wilhelm Petersen. Kulturarbejdernes tilpasningsmønster udviste en betydelig spændvidde: fra den villige underkastelse, der mange gange ytrede sig i en parathed til at gå nationalsocialisternes ærinde, over de "påkrævede" tilpasningsgreb til en "indre emigration". Imidlertid, som det kan ses af eksemplet Nolde, var ikke alle udstødte samtidigt NS-modstandere.

Kilde / Vimu.info - Det Virtuelle Museum