tirsdag den 28. juli 2009

- In your Face, Skaarup !




Nye EU-regler kan give Danmark flere flygtninge


EU behandler i øjeblikket et forslag om at lempe presset på lande, der modtager mange flygtninge og asylansøgere. Det vil øge presset på Danmark, som ifølge de radikale naturligvis må vise EU-solidaritet. DF afviser og kalder forslaget 'undergravende'

Italien, Grækenland, Spanien, Malta og de andre Middelhavslande modtager mange flygtninge fra Afrika. EU vil have resten af EU til at tage ansvar for flygtningestrømmen.


Danmark kan i fremtiden blive frataget muligheden for øjeblikkeligt at kunne sende asylansøgere tilbage til det EU-land, de først rejste ind i.

I øjeblikket vurderer EU's integrationsministre nemlig et forslag fra Kommissionen, der skal lette presset på lande, der modtager et stort antal flygtninge. Forslaget vil give de hårdest belastede lande mulighed for en time-out, som kan betyde, at Danmark fremover ikke vil kunne sende flygtninge tilbage til eksempelvis Malta, Grækenland eller Spanien i samme hast, som det sker i dag.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor mange flygtninge der skal være tale om, før et land kan få en midlertidig dispensation fra pligten til at modtage de flygtninge, som er rejst videre til andre EU-lande.

Ifølge forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Thomas Gammeltoft-Hansen vil der være tale om en konkret afvejning i forhold til det enkelte land og dets ressourcer. Men har et land først fået EU-kommisionens accept af at være for belastet, må andre lande altså vente i en periode, før de eventuelt sender flygtninge tilbage dertil.

»Hvis forslaget vedtages, bliver der tale om en slags nødbremse for lande, der er meget pressede. De kan så få en form for time out på eksempelvis et halvt år,« >siger han.
DF: Så må vi ud

I perioden 1997-2007 sendte Danmark 11.114 asylansøgere tilbage til et andet EU-land, mens vi selv tog imod 3.943.

Danmark har med vores EU-forbehold på asyl og indvandringsområdet fået en parallelaftale til den såkaldte Dublin-forordning. Den sikrer, at vi som andre EU-lande kan sende asylansøgere tilbage til deres første indrejseland.

Hvis reglerne ændres i Dublin-aftalen, bliver Danmark nødt til enten at rette ind efter det eller træde ud af samarbejdet, påpeger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Han opridser endvidere konsekvenserne af vores forbehold:

»Det betyder, at Danmark ikke har stemmeret eller formel indflydelse i behandlingen af forslaget. Vi må gøre, som de andre lande vedtager,« >siger han.

I et svar til Folketingets Integrationsudvalg skriver integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), at regeringen »ikke kan støtte den af Kommissionen foreslåede suspensionsmekanisme«.
Blandt andet fordi ordningen vil kunne »fremme asyl-shopping«. Også Dansk Folkeparti er imod ændringen:

»Det vil undergrave hele ideen med konventionen. Det er et af de helt grundlæggende principper, der bliver sat ud af kraft,« siger integrationsordfører Peter Skaarup.

Han mener, at Danmark skal tage sin tilknytning til Dublin-forordningen op til overvejelse, hvis forslaget bliver vedtaget:

»Vi gik jo med i aftalen under nogle andre forudsætninger. Så det kan få den konsekvens, at vi må melde os ud,« siger han.

Det vil imidlertid være en dårlig løsning, understreger Thomas Gammeltoft-Hansen:

»Hvis man er bange for, at der kommer mange asylansøgere, så er det dummeste man kan gøre at melde sig ud af Dublin-aftalen. Så vil man for alvor give afviste asylansøgere fra andre lande mulighed for at asylshoppe,« siger han.

DF's integrationsordfører påpeger, at argumenterne for at have åbne grænser i EU smuldrer, hvis forslaget bliver vedtaget:

»Tilhængerne af åbne grænser har altid argumenteret med, at man kan sende dem, der shopper rundt, tilbage til det land, hvor de først kom ind. Hvis det falder væk, så falder et af de væsentligste argumenter for den manglende grænsekontrol også,« siger Peter Skaarup.
Skulle ændringen blive vedtaget, skal Danmark under ingen omstændigheder begynde at behandle asylansøgernes sager, fastslår Skaarup:

»Vi bliver nødt til at fastholde princippet om, at det land, man er kommet til først, skal behandle ens sag. Ellers vil det give yderligere incitament til, at asylansøgerne shopper rundt mellem de forskellige lande. Det vil vi ikke være med til,« siger han.

Men ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen vil det se skidt ud, hvis Danmark blot lurepasser og lader asylansøgerene vente i centre i månedsvis for så at sende dem tilbage til de lande, der er hårdest ramt:

»I forvejen har Danmark svært ved at forklare de andre EU-lande nødvendigheden af vores forbehold på udlændingeområdet. Det er let at forstå, hvorfor vi har brug for en særlig sommerhusregel, men i forhold til flygt-ninge og indvandrerforbeholdet ser især de nye EU-lande skævt til os,« påpeger han. De radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, peger på, at Malta på en sommer modtog, hvad der i danske forhold ville svare til, at 15.000 bådflygtninge ankom til Vestkysten på et enkelt år.

»Hvis vi stod i samme situation, ville vi håbe på hjælp fra andre lande. Der er ingen vej uden om at samarbejde omkring EU's asylpolitik. Man kan ikke bare lade Malta og disse andre lande i stikken,« siger han.

Ifølge Morten Østergaard bør Danmark behandle sagerne for de flygtninge, vi ikke umiddelbart kan sende hjem, i fald forslaget vedtages.

»Og derudover bør vi hjælpe nogle af de, der har fået flygtningestatus i eksempelvis Malta og tilbyde at genbosætte dem i Danmark eller et andet EU-land,« siger han.

Forslaget, der er fremsat af EU-kommissionen, er blevet positivt modtaget i Parlamentet, men mangler endnu at blive godkendt af EU-land-enes integrationsministre, som mødes den 30. november. Og det er en afgørende beslutning, Ministerrådet der skal træffe:

»Dette forslag bliver en test på solidaritet i EU - har man vilje til at lave en fælles politik?« opsumerer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Kilde / Information






Kommentar :

In your Face, Skaarup !

Hvad kan man sige ! Knapt 4000 flygtninge på 10 år og det er i forvejen for meget for intolerancens mester, Peter Skaarup. Nu ser det ud som om EU-samarbejdet kan sikre flere flygtninge et sikkert sted at opholde sig, og det kan vi, der ønsker et solidarisk og venligt Danmark, så glæde os over.

Alt taler imod Dansk Folkeparti's had og racisme-retorik, og for et Danmark der står for tolerance og venlighed, selvom vejen er lang, og brolagt med racist-dømte, psykopater fra DF.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar