- Kronik af Forfatter Stig Dalager, om politisk mobning af muslimer

Politisk mobning af fremmede

Politikerne har travlt med at give medierne skylden for befolkningens stigende frygt for, at bandekrigen skal udvikle sig til deciderede raceuroligheder. Men frygten skyldes ikke medierne, men er en konsekvens af det syv-årige regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti og en fortsat politisk mobning og stempling af den muslimske minoritet

'Islam går som en pest gennem Europa,' sagde Mogens Camre i en tv-debat. Claus Hjort Frederiksen afviste dengang på Venstres vegne, at udtalelser som denne ville skade integrationen. Regeringen har siden 2001 brugt mange kræfter på at benægte sammenhæng mellem negativ retorik og hate speeches og social og etnisk utilpassethed. En større del af befolkningen er ifølge Politiken bekymret for, at den såkaldte bandekrig, der jævnligt tæller drabsofre, udvikler sig til deciderede raceuroligheder (eller omskrevet til nutidsdansk etniske uroligheder). Både politi, kommunikationseksperter og politikere har travlt med at afvise scenariet og er tilbøjelige til at pege på medierne som ansvarlige for den øgede frygt i befolkningen. Man henviser herunder til rockernes såkaldte talsmand, Jønkes, hyppige optræden i medierne bl.a. med udbredelsen af det såkaldte sjakal-manifest, der lufter en række primitive fordomme om indvandrerungdommen ikke mindst på Nørrebro. I Hells Angels sjakalmanifest beskrives indvandrerunge generelt som arabere, der terroriserer børn og unge, angriber ældre i flok og optræder aggressivt.

Meget betegnende er Jønkes optræden i medierne med disse fordomme især populær i Dansk Folkepartis vælgersegment, hvad der ikke får politikere som eksempelvis Det Konservative Folkepartis integrationsordfører Kim Bencke til at standse op og overveje den høje pris, hans parti og regeringspartiet Venstre har betalt, og åbenbart fortsat er parat til at betale, for det tætte samarbejde med netop Dansk Folkeparti. Venstres udenrigspolitiske ordfører Søren Pind er tværtimod på sin blog i Berlingske Tidende tilbøjelig til erklære sig enig i Hells Angels og Jønkes statements og henviser bl.a. til den brug, som politiet i Los Angeles angiveligt gjorde af den amerikanske gren af Hell Angels i dets bekæmpelse af 'hippier' i slutningen af 60'erne. »Alt i alt må jeg sige, at beskrivelsen ikke er meget af vejen,« erklærer Søren Pind.


Glemte mellemregninger

Søren Pind »gider ikke forholde sig til mellemregninger« og roser Hell Angels manifest for at være skrevet af »folk, der ved, hvad der rammer«. Når en udenrigspolitisk ordfører fra regeringspartiet Venstre stiller sig på samme tankemæssige platform som Hells Angels og leger med tanken om at bruge Hells Angels i bekæmpelsen af unge indvandrere, så er det i sig selv et udtryk for det skred hen imod fremmedfjendtlighed i regeringspartiet Venstre, der har fundet sted siden 2001. Og når programredaktører på familieorienterede programmer finder det betimeligt og som en del af den almindelige underholdning at invitere Jønke i studiet for at delagtiggøre en større del af den danske befolkning i HA´s stærkt fremmedfjendtlige synspunkter, så er sådanne afgørelser i sig selv udtryk for den erodering i den politiske opinion hen imod fremmedfjendtlige holdninger, som et over syvårigt regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti har fremkaldt. Linien fra at lukke et parti ind i den politiske varme, hvis leder åbent erklæret opfatter titusinder af muslimske indvandrere som stående på et lavere civilisationsstadium og til Jønkes optræden en del år senere i et familieprogram med lignende synspunkter, skal man som kyklopen Polyfemos i historien om Odysseus være blindet for ikke at kunne se.


Forskelsbehandling

Tilbage i 2005 var vi tolv forfattere, der her i avisen advarede imod det stærkt fordomsfulde sprogbrug, som ikke mindst med Dansk Folkepartis entré på den politiske scene ved regeringens højre side var blevet indvandrere og især den muslimske minoritet til del. Sprogbrugen var et symptom på en forholdsvis udbredt forskelsbehandling af såkaldte etniske danskere og nydanskere på arbejdsmarkedet og i social-skole-og uddannelsessystemet, men også i den mindre gennemsigtige sfære for social accept. Men sprogbrugen er i sig selv et dynamisk felt, for så vidt som ord har det med at skabe det, som de udsiger. Hvis man tilstrækkeligt mange gange fortæller et bestemt udsnit af en befolkningsgruppe, som de unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro og Vesterbro og lignende bydele, at de befinder sig på et lavere menneskeligt niveau end resten af befolkningen, at de m.a.o er dummere end de fleste og deres holdninger er uacceptable, alene fordi de på den ene eller anden måde tilhører en anden 'kultur' end den danske, så kan man ikke fortænke dem i at opleve sig som ekskluderede, som 'udskud' og udvikle et modsætningsforhold til det danske samfund, herunder danske politikere og myndigheder.


Konsekvenser afvises

Allerede i 2005 var problemet åbenlyst, og det var i horisonten til at få øje på, hvilke konsekvenser en fortsat politisk mobning og stempling af den muslimske minoritet i almindelighed og indvandrerungdommen på Nørrebro, Vesterbro og lignende områder i særdeleshed kunne få. Dengang afviste Claus Hjort Frederiksen på Venstres og regeringens vegne og Pia Kjærsgård på Dansk Folkepartis vegne i en tv-diskussion med forfatteren Kirsten Thorup og undertegnede, at udtalelser som Mogens Camres -»Islam går som en pest gennem Europa« - ville skade integrationsbestræbelserne, og at den fortløbende negative omtale af den muslimske minoritet havde nogen nævneværdig betydning for den etniske atmosfære i det danske samfund. Den indlysende sammenhæng imellem negativ retorik og hate speech og social og etnisk utilpassethed blandt grupper af indvandrerunge er der gennem årene brugt meget politisk energi på et benægte. Når politikere i en slags desperation nu peger på medierne, som de ansvarlige for den øgede frygt i befolkningen, så er det kun en bekvem måde at undvige den kendsgerning på, at medierne et langt stykke hen ad vejen afspejler den politiske atmosfære i landet. I en politisk atmosfære, hvor en fast etableret samarbejdspartner med regeringen jævnligt udtrykker mistillid til islam og den muslimske minoritet i Danmark, vil medierne naturligvis være åbne for en lignende mistillid. Den politiske mistillid har været med til at skabe modsætninger og spændinger i forhold til majoritetskulturen i Danmark og ghettostemninger blandt en mindre del af indvandrerungdommen. Som det er er kendt fra England og USA har man med baggrund i en klar fornemmelse af at være uønsket skabt egne gruppetilhørsforhold i en slags mini-parallelsamfund med særprægede regler og æreskodekser. Ansvaret for overskridende social, eller decideret kriminel, adfærd, ligger naturligvis hos den enkelte indvandrerunge, der må svare for sig selv i forhold til straffeloven, men det danske politiske establishment har et stort ansvar for de etnisk betonede spændinger og parallelsamfund, der er opstået gennem det seneste årti. I Danmark er man først lige begyndt at ane konturerne af dette ansvar og at tage det på sig. Der er brug for helt andre signaler i retning af dialog og et inkluderende værdisæt, hvis det danske samfund på længere sigt vil undgå konflikter med etniske over- og undertoner som dem, vi er vidne til for øjeblikket. Den amerikanske præsident Obama har allerede anvist vejen, ad hvilken danske politikere kunne gå. Et ord som ligeværdighed hører med til at betræde denne vej og det at indgyde de marginaliserede indvandrerunge en tro på, at de har en betydning for et nyt og etnisk flerstrenget Danmark. En markant positiv ændring i den politiske retorik kan naturligvis ikke stå alene, en gennemgribende social og politimæssig indsats er også afgørende, men den er med til at skabe en horisont for en helt nødvendig ændring i forholdet imellem det danske samfund og de marginaliserede indvandrerunge.



Kilde / Information



Stig Dalager er forfatter

Kronikken er skrevet som sidste artikel i bogen 'Ansøgning om at være menneske -artikler og essays i opposition 2001-2009', som udsendes til efteråret.