tirsdag den 21. juli 2009

Vel det tætteste man kommer på en topstyring som i Nordkorea og Nazi-tyskland !



Markedspartiet forklædt som folkets parti

Dansk Folkeparti har en topledelse, der består af fire personer, som har skarpt definerede roller. Partiet styres strammere end noget andet parti, og eksklusion sker uden pardon. Medierne bruges meget bevidst til kampagner bygget på følelser fremfor fakta. Dansk Folkeparti er mester i at give de uartikulerede og tryghedssøgende en stemme
Dansk, trygt og tilforladeligt? Den stive tøvende skråskrift, der tigger om ligeværd, skal muligvis skabe identifikation for de kernevælgere, der er ikke er til pc og print. Denne valgplakat har fået et par påtegninger fra kritikere. Det har DF også kørt på i pressen Foto:scanpix

Dansk Folkeparti (DF) er den hurtigste succes i dansk politisk historie:

DF har flyttet udlændingepolitik og retspolitik. DF har styrket borgerlig skepsis mod EU. DF har opslugt arbejder-stemmer, så de gamle arbejderpartier ikke er arbejderpartier af gavn. Partiet gør sig til den lille mands fortidsvendte og nationale værn mod eliten og globaliseringen. Og dog er partiet det mest moderne markedsparti.

brandDF har forenklet politik til simple dualiteter mellem dem og os, mellem det danske og det fremmede, det kendte og nære mod det nye og utrygge og den lille mand mod 'systemet'. DF's er fem mærkesager: Stram udlændingepolitik, svage og ældre skal hjælpes, hårdere straffe, nej til EU-forfatningen og dyrevelfærd. Nok for et markedsparti. Resten kan løbende tilpasses vælgeranalyser og nyhedsstrømmen.

De centrale træk ved DF's struktur er:

•opbygning af en stærkt topstyret partistruktur, så partidemokratiet er nærmest fraværende

•hårde og prompte sanktioner for brud på interne regler og normer

•tæt sammenkobling af politisk og kommunikativ ledelse.

Topledelsen bestod fra starten af fire personer: Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Kristen Thulesen Dahl og Peter Skaarup. Ledelsen bygger på løbende kontakt og enighed udadtil. De fire har forskellige kompetencer, der supplerer hinanden.

Forurettede Yvonne

Thulesen Dahl er forhandler med klæbehjerne. Peter Skaarup er både hele tiden i medierne og indpisker på de indre linjer. Espersen kom med som den smarte kampagnemager. Førstesælger og formand Pia Kjærsgaard er den unikke kommunikator.

YvonneBo Tao Michaëlis har beskrevet hende som en besnærende retoriker med »et forurettet toneleje og fornærmet folkelighed, hvor mor er mere skuffet a la Kirsten Walthers i Olsenbande-filmene«.

DE POLITISKE PARTIER

I sommerens løb vil partiernes ændringer og aktuelle situation blive præsenteret i en artikelserie, skrevet af professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Første artikel om markedspartier blev bragt lørdag den 18. juli. Dette er den anden artikel i serien.

Ledelsen kontrollerer kampagner, politiske udspil, opstillingen af folketingskandidater, selv om partiet er gået over til sideordnet opstilling, og den besætter ordførerposter. Nyvalgte folketingsmedlemmer skoles af veteraner som Espersen og Thulesen Dah i at omgås medierne. Partiets repræsentanter i kommunalbestyrelser og amter/regioner modtager nyhedsbreve om, hvad de bør fremlægge af forslag.

Stram styring

Folketingsgruppen styres stramt. Der holdes ikke afstemninger. Afstemninger fører ifølge Pia Kjærsgaard bare til »konflikter og studehandler«. Gruppeformanden konkluderer på drøftelserne. Gruppen diskuterer som helhed kun partiets kampagner og overordnede strategier på et årligt møde for folketingsgruppen og hovedbestyrelsen.

Partiet har enkle og klare kommandolinjer. Der er intet forretningsudvalg, men vidtgående beføjelser til den faktiske ledelse. Der er kun en lille og smidig hovedbestyrelse, der domineres af ledelsen. Den består af partiets formand og en halv snes personer delt mellem folketingsgruppens bestyrelse og medlemmer valgt på årsmødet, som ikke må være medlemmer af Folketinget.

Hovedbestyrelsen forebygger, at partiorganisationen åbent kritiserer ledelsen. Hovedbestyrelsen har også tilknyttet ungdomsafdelingens formand, som har sin gang på Christiansborg. I modsætning til andre partiers ungdomsafdelinger er DFU kun yderst sjældent i åben kritik af topledelsen.

Eksklusion uden pardon

Ledelsen tjekker folk, der søger om medlemsskab, for at beskytte mod »notoriske ballademagere, ekstremister og vrissenpinde«, »lykkeriddere og anarkister« samt nynazister. Hovedbestyrelsen kan ekskludere folketingsmedlemmer, lokalorganisationer og partimedlemmer prompte. Uden at de anklagede kan forsvare sig. Uden at sagen efterfølgende kan appelleres til årsmødet.

Og ledelsen har ekskluderet mange. I 2008 fastslog en byretsdom, at det ikke var bevist, at to ekskluderede medlemmer havde lækket informationer til medierne - hvad der var begrundelsen for deres eksklusion. DF svarede hertil blot, at man så fremover ville undlade overhovedet at begrunde eksklusioner.

DF har medlemmer nok til føre læserbrevskampagner, skaffe kandidater samt klakører til valgmøder. Ellers har ledelsen ikke meget brug for dem.

DF bruger mange af sine begrænsede ressourcer på kommunikation. DF's pressechef er som i moderne virksomheder tæt på ledelsen. Derved kan beslutningsindhold og kommunikation integreres i design-politik. Der kan med tilpasning til mediernes nyhedskriterier kommunikeres entydigt.

DF fører kampagner mellem valgkampene for at få størst effekt. De enkelte kampagner forbindes hele tiden med partiets overordnede identitet, idet partiets navn, logo og Dannebrog figurerer på stort set al partiets kampagnemateriale.

Annoncernes ofte provokerende karakter afføder ofte en offentlig debat. Journalister, debattører og politikere kommenterer annoncerne. I begyndelsen af maj 2008 provokerede DF med en række 'burka-annoncer'. Anledningen var, at Domstolsstyrelsen havde konstateret, at der intet forbud eksisterede imod at bære tørklæde, hvis det skulle blive aktuelt.

Sejr med burkadommere

Forbavsende hurtigt lykkedes det DF at fremstille en række annoncer med burka-klædte personer til skræk og advarsel om hvad der ventede 'danskerne'. Ud fra princippet om at overdrivelse fremmer forståelsen blev tørklæde til burka, selv om der næppe var nogen jura-studerende i Danmark med burka.

Annoncerne var udarbejdet af det lille firma Apple Farm, drevet af Søren Espersens kone. Hun finder billeder og grafik. Resten tog partiets valg- og strategiudvalg med Pia Kjærsgaard, pressechef Søren Søndergaard og Søren Espersen sig af.

Strategien var simpel: At udfordre, hvad der er passende. Burka-annoncerne affødte et åbent brev fra 26 kendte personer, herunder en tidligere statsminister, en tidligere udenrigsminister ogen tidligere nationalbankdirektør. Talrige journalister skrev om de provokerende annoncer.

Ufrivilligt bekræftede de herved DF's varemærke som værende den lille mands værn mod samfundseliten. Det blev det hotteste emne i læserbrevene.

Strejker og forlig i den offentlige sektor gav ikke nær så mange læserbreve. Pia Kjærsgaard optrådte i alle de mest betydende debatprogrammer for at kæmpe for sin sag. For mindre end 500.000 kr. havde DF fået foræret en omtale, der af reklamefolk blev vurderet til ellers at koste omkring 15 millioner kroner, mens Socialdemokraterne udsendte febrile og usammenhængende meldinger om tørklæder under indbyrdes skænderi.

Kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skrev en kronik mod »fanatiske antimuslimer« om, at dommerne selv skal bestemme deres beklædning. Statsminister Fogh satte hende på plads, og regeringen besluttede at stemme for og undgå dommertørklæder.

Forløbet var en total sejr til DF i en sag om tørklæder og burkaer, der kun eksisterede i fru Espersens fantasi. Som Søren Espersen har sagt det: »Politik er følelser og ikke en skid andet«.

DF's vælgere har gennemsnitlig en lidt kortere uddannelse end befolkningen som helhed. Partiet henvender sig især til dem, der kan have grund til at frygte globaliseringen. De er ofte trætte af at blive belært af den uddannelsesmæssige og kulturelle overklasse.

Når det siges, at forskningen ikke rigtig viser, at straf hjælper, så gider de ikke høre på det. Peter Skaarup, DF's retspolitiske ordfører, udtrykker en vælgergruppes mistillid til akademikerne, når han siger, at han ikke tror på forskningen.

For den retorisk underlegne nytter dialog ikke, dialog er kun naivitet og tossegodhed.

Den underlegne kan kun vinde ved at stå fast og undgå dialog. Eventuelt kaldes en dialogsøgende pladderhumanist og tossegod. Man er træt af at blive belært, også kulturelt og ernæringsmæssigt. Det rammer DF lige ind i med et kolonihavehus eller en pølsevogn på et årsmøde.

Ledelsen styrede de første år årsmøderne så stramt, at den politiske debat var stort set fraværende.

I 2004 indførte man dog en 'spørgetime', hvor de delegerede kunne stille spørgsmål til fem af folketingsmedlemmerne og senere to timers fri debat.

På årsmødet stemmes ikke om resolutioner om konkrete politiske spørgsmål, partiledelsen drager selv konklusioner af årsmødet. Årsmødet skal udstråle glæde. Da partiets årsmøder samler medieopmærksomhed, bruges disse ofte til at igangsætte kampagner.

Årsmødet er først og sidst en medie-event. Har en enkelt ikke forstået det, griber ledelsen prompte ind med en eksklusion.

Also Sprach ZarathustraVed landsmødet i 2008 lod man sig inspirere af den ultrahøjrenationalist Jean-Marie Le Pen, som ofte har brugt Richard Strauss monumentale orkesterværk inspireret af Nietsches bog af samme navn til sine sceneentreer. Zarathustra var en persisk profet, der grundlagde en religion, som næsten er udryddet af islam. I bogen forudses 'overmenneskets' herredømme. Le Pen kommer ind, samtidig med musikken skal vise, at jorden fødes! Det plagierede Pia Kjærsgaard.

Dygtige Messerschmidt

Mange DF-vælgere er flygtige. Men partiets 28-årige spidskandidat Morten Messerschmidt fik ved valget til Europa-parlamentet 284.258 personlige stemmer. Ikke mindst fik han høje stemmetal i kommuner, som tidligere var socialdemokratiske højborge.

EU-parlamentsvalg er i sjælden grad personvalg. Danmark er en stor valgkreds, og valget præsenteres af tv som et valg mellem spidskandidater.

Messerschmidt er en velbegavet, veltalende og meget vidende politiker. I valgkampen optrådte han sagligt, afslappet, humoristisk som en pæn og tillidsvækkende ung mand. Glemt var det, at han seks år tidligere fik en betinget dom for racisme.

Valgkampen viste DF's annoncekunst. De øvrige partier fortsatte den endeløse strøm af ens valgplakater med smilende ansigter, der ikke er meget mere end pæne pas-billeder. Mændene i ens jakker. De fleste helt uden et slogan, et budskab. Messerschmidts plakat var tre gange en normal valgplakat i bredden, han bar ikke jakke, og han så fortroligt og lidt forsoren ind i kameraet. En politiker til at tale med, sagde billedet. Teksten var i blød håndskrift »Gi' os Danmark tilbage«. Det var et lærestykke for andre partier i at udforme plakater og annoncer.

DF har hidtil klaret sig dårligt ved kommunevalg, men går det godt ved kommunevalget i november, vil DF endnu mere blive model for andre partier, når det gælder politisk indhold, organisation og markedsføring.

Kilde / Information



Kommentar :

Egentligt er det vel ikke så overraskende at Pia Kjærsgaard har valgt at bygge partiet op på en bund af landsby-tosser og afvigende eksistenser. Dermed har hun det folkelige islæt som kan råbe højt, i lokalsamfundene. Folk der er parat til at ofre hvad som helst for Kjærsgaard og hendes opmærksomhed. Mange søger fællesskabet, mod alt der truer deres mindreværd og kolonihave-udsigt.

Det overaskende er egentligt evnen til at organiserer landsbytoserne og partiet, men der har man så konsekvent valgt en styreform der mest af alt minder om et mix af Nordkorea og Nazi-Tyskland. Historien gentager sig igen... mens befolkning og politiske modstandere måbende står på sidelinien og ikke evner at stille en demokratisk modstand på benene, der kan stoppe DF's nedgørelse og hetz mod udsatte grupper i samfundet.

Kjærsgaard stiller sig op som fortaler for de svageste, men pas på... Hun foragter og hader dem !



Ingen kommentarer:

Send en kommentar